§ 1. Foreningens navn er “Grundejerforeningen Sillerslevøre”
§ 2. Foreningens hjemsted er Morsø kommune. Foreningens adresse er den til en hver tid værende formands adresse.
§ 3. Foreningens geografiske område er identisk med området for lokalplan nr. 23 for Morsø kommune.
§ 4. Grundejerforeningens medlemmer er de til en hver tid ejere af ejendomme, som er beliggende inden for foreningens område, dog skal bemærkes, at der ikke er medlemspligt. Gennem sit medlemsskab er grundejeren indforstået med, at foreningen kan/må sende post og kontakte grundejeren via elektroniske medier.
§ 5. stk. 1. Foreningens generalforsamling kan efter samme regler, som gælder for vedtægtsændringer, træffe beslutning om, at foreningens område skal udvides, således at ejere af ejendomme, der ligger uden for foreningens område, men som grænser til dette,
kan optages som medlemmer, at grundejerforeningen skal slutte sig sammen med én eller flere bestående grundejerforeninger for tilgrænsende områder, og, at grundejerforeningen skal opdeles i to eller flere foreninger.
stk. 2. Generalforsamlingens beslutning kræver kommunalbestyrelsens godkendelse.
§ 6. stk. 1. Grundejerforeningen forestår etablering, drift og vedligeholdelse af fællesanlæg og fællesarealer i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser og udfører de opgaver, der i øvrigt hen lægges til foreningen i medfør af lovgivningen.
stk. 2. Grundejerforeningen varetager i øvrigt i overensstemmelse med generalforsamlingsbeslutning herom medlemmernes fælles interesser i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme.
stk. 3. Grundejerforeningen er berettiget til at optage de lån og/eller opkræve de økonomiske midler hos medlemmerne, der er nødvendige for udførelsen af foreningens opgaver, samt til at kræve fornøden sikkerhed herfor.
§ 7. Grundejerforeningen er uafhængig af partipolitiske interesser.
§ 8. stk. 1. Generalforsamlingen afgør, i hvilket omfang finansiering og administration af de til foreningen henlagte opgaver alene skal ske ved opkrævning hos de enkelte medlemmer eller tillige ved optagelse af lån.
stk. 2. Det enkelte medlem er pligtigt til at betale de til enhver tid af generalforsamlingen fastsatte bidrag.
stk. 3. Ved ikke rettidig betaling af skyldige beløb skal det pågældende medlem ikke alene betale alle med inddrivelsen forbundne omkostninger, men tillige et rentebeløb på 2 % pr. påbegyndt måned af skyldig beløb.
stk. 4. Et medlem, der er i restance til foreningen, har ikke stemmeret på generalforsamlingen, ligesom medlemmet ikke kan vælges til tillidshverv i foreningen.
§ 9. Et medlem betaler bidrag for hver ejendom, medlemmet ejer.
§ 10. stk. 1. I forholdet til tredjemand hæfter medlemmerne ikke for foreningens forpligtelser med andet end deres andel i foreningens formue.
Generalforsamlingen kan dog med 2/3 majoritet, jfr. § 24, stk. 1, vedtage personlig og solidarisk hæftelse for gæld til anerkendt pengeinstitut.
stk. 2. I forhold til foreningen hæfter medlemmerne personligt og pro rata, hvilket også skal gælde for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer.
stk. 3. Det enkelte medlem er pligtigt efter generalforsamlingens beslutning overfor långivende pengeinstitut at stille sikkerhed for foreningens lån.
stk. 4. Det enkelte medlem er endvidere efter generalforsamlingens beslutning pligtig at stille sikkerhed for foreningens til enhver tid værende krav mod medlemmet.
§ 11. stk. 1. Når et medlem overdrager sin ejendom eller på anden måde ophører med at være ejer af denne, er vedkommende fra dette tidspunkt ophørt med at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue.
stk. 2. Den nye ejer kan indtræde i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser over for foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer over for foreningen.
stk. 3. Både den tidligere og den nye ejer er pligtig at anmelde ejerskiftet til foreningen og i forbindelse hermed oplyse den nye ejers navn og bopæl, samt den tidligere ejers nye bopæl.
§12. Ethvert medlem har på generalforsamlingen en stemme for hvert bidrag, der er pålagt medlemmet.
§ 13. stk. 1. Generalforsamlingen er grundejerforeningens højeste myndighed.
stk. 2. Medlemmer af ejerens husstand, har adgang til at overvære generalforsamlingen, medmindre generalforsamlingen beslutter andet.
§ 14. stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i juni måned.
stk. 2. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem under den i medlemsprotokollen anførte adresse.
stk. 3. Dagsorden, der fastsættes af bestyrelsen, skal følge med indkaldelsen til generalforsamlingen. Det samme gælder det underskrevne årsregnskab.
stk. 4. Forslag der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
stk. 5. Spørgsmål der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.
stk. 6. På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning om det forløbne år.
3. Aflæggelse af regnskab underskrevet af revisor.
4. Indkomne forslag.
5. Fastsættelse af kontingent.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.
7. Valg af revisor og revisorsuppleant.
8. Eventuelt.
Under “eventuelt” kan der ikke sættes forslag under afstemning.
§ 15. stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme varsel som den ordinære, afholdes, når et flertal af bestyrelsen finder det nødvendigt eller efter skriftlig begæring herom til bestyrelsen af mindst 1/4 af foreningens medlemmer, der ikke er i restance til foreningen. I begæring skal dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling angives.
stk. 2. Når begæring om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse.
stk. 3. Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet af generalforsamlingen.
16. stk. 1. Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivning.
stk. 2. Afstemningen sker ved håndsoprækning, med mindre blot et medlem eller dirigenten bestemmer, at afstemningen skal være skriftlig.
stk. 3. Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end to fuldmagter.
stk. 4. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, medmindre vedtægten bestemmer andet. Blanke stemmer medregnes ikke.
stk. 5. Over det på generalforsamlingen passerede skal der udarbejdes et referat, der underskrives af dirigenten og formanden, hvor efter det har fuld beviskraft i enhver henseende.
§ 17. Når der på generalforsamlingen er truffet gyldig beslutning om forhold af fælles interesse, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i et hvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.
§ 18. stk. 1 . Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv.
stk. 2. Bestyrelsen samt 2 suppleanter vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. To bestyrelsesmedlemmer afgår de lige årstal og tre bestyrelsesmedlemmer de ulige årstal.
stk. 3. Bestyrelseshverv er ulønnet, medmindre generalforsamlingen bestemmer andet.
§ 19. stk. 1. Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed, herunder drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg, og udøver de administrative beføjelser, som er henlagt til foreningen.
stk. 2. Bestyrelsen er berettiget til at ansætte og bestemme aflønningen m.v. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af fællesanlæg m.v.
stk. 3. Bestyrelsen afholder møde, så ofte formanden eller to medlemmer finder det nødvendigt.
stk. 4. Over det under forhandlingerne passerede føres en protokol, der skal underskrives af bestyrelsen.
stk. 5. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer giver møde.
stk. 6. Bestyrelsens beslutning træffes ved et stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
stk. 7. Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætteudvalg, der kan bestå af foreningens medlemmer uden for bestyrelsen. Dog skal udvalgsformanden altid være et bestyrelsesmedlem.
§ 20. Foreningen tegnes over for tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening.
§ 21 stk. 1. Foreningens regnskabsår er fra l. april til 31 marts.
stk. 2. Generalforsamlingen vælger to revisorer og en revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted.
stk. 3. Regnskabet tilstilles revisorerne så betids, at det med revisorpåtegning kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelse til generalforsamlingen.
§ 22. stk. 1. Medlemmernes indbetalinger foretages til det sted, som angives af bestyrelsen eller generalforsamlingen. Foreningens midler indsættes i bank, sparekasse eller på girokonto i foreningens navn.
stk. 2. Den kontante kassebeholdning må ikke overstige 1.000,00 kr.
§ 23.- Fremkommer der spørgsmål, hvorom denne vedtægt intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
§ 24. Stk. 1. Generalforsamlingens beslutning om ændring af foreningens vedtægter kræver 2/3 majoritet blandt de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, som dog mindst skal udgøre halvdelen af foreningens medlemmer.
Stk. 2. Er det fornødne antal medlemmer ikke til stede, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes ny general forsamling, der skal afholdes inden for en måned. På denne generalforsamling kan forslaget vedtages, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til de mødendes tal er for forslaget.
Stk. 3. Ændring af foreningens vedtægt kræver kommunalbestyrelsens samtykke.
§ 25. I tilfælde af foreningens ophør skal de tilskødede arealer overgå til Morsø kommune. Eventuel formue derudover kan anvendes efter generalforsamlingens beslutning.
Kommunalbestyrelsen den 2. juni 1988
Senest revideret på ekstraordinær generalforsamling d 25. august 2022